Om os

Lidt om os selv…

Brygladen ApS er en butik, hvor du kan købe alt, hvad du har brug for til hjemmebryg af øl.

Brygladen drives til dagligt af Anja og Jesper, som vil gøre alt for at hjælpe dig med at få det bedste resultat med dit næste hjemmebryg.

Anja

Er næsten altid i godt humør, og hun griner meget. Hun har et socialt gemyt, så når I ringer til os, vil det ofte være hende, I får i røret. Anja mangler desværre en af de grundlæggende sanser. Nemlig sans for øl – hun foretrækker cola (!)… Alligevel ved hun en hel del om ølbrygning, og når det seneste nummer af Danske Ølentusiasters blad dumper ind af brevsprækken, kan man ikke få det fra hende, før det er læst. Anja er skolelærer og bor sammen med Jesper.
Vi hjælper dig med ølbrygning

Jesper

Er firmaets halvsenile nestor og lagerbums som nusser rundt og går til hånde, hvor det er nødvendigt. Hvis en pakke ikke når frem til tiden, er det formentlig Jespers skyld. Heldigvis for ham er det jo så mest Anja, som tager telefonen… Arbejder til dagligt som journalist og bor sammen med Anja. Jesper hjælper dig gerne med spørgsmål omkring ølbrygning eller hvordan du sammensætter din næste hjemmebryg.

Historien om Brygladen

En gang i slutningen af 90erne sad Anja, Klaus og Jesper i et sommerhus på Vestkysten og drak øl. Det vil sige Anja drak ikke øl, for det kan hun jo ikke lide, så hun drak cola. Men drengene drak øl. Det var påskeferie, og på bordet stod et imponerende opbud af forskellige slags påskebryg. Selvom vi havde drukket mange øl, også mange gode ind imellem, var det alligevel en slags åbenbaring for smagsløgene. Det var muligvis den aften – eller også var det senere, det fortaber sig lidt i tågerne – at Klaus foreslog, vi skulle prøve at kaste os ud i ølbrygning. En ret fjollet og besværlig idé var der nogen af os, der mente. Men Klaus syntes nu alligevel, at det var et forsøg værd, og vi andre var trods alt nysgerrige. Men det var en langsommelig affære. For hvor fik man råvarerne fra? Og hvordan gjorde man i det hele taget? Vi købte ind fra udlandet og bryggede med skiftende held. Første gang vi skulle si masken fra og opsamle urt, foregik det i et baby-badekar med et lagen. Ikke særlig effektivt. Så købte vi nogle håndbryggerbøger i en internetboghandel, og da vi havde læst lidt i dem, forstod vi mere. Efter et stykke tid blev enige om at åbne en forretning for håndbryggere, for sådan en var der tilsyneladende ikke i Danmark. Vi har alle tre en lille iværksætter i maven, så det var en fortryllende tanke. Et erhvervseventyr med et godt plot – OG udstyr og råvarer på lager, så Klaus og Jesper kunne brygge, når de havde lyst. Der var ikke noget at betænke sig på.

Den store åbningsdag

En del af 2000 blev brugt på fødselsforberedelser, og den 15. december så vores lille baby dagens lys. Og bestillinger væltede ind…. Vi blev oversvømmet af emails, og telefonerne glødede, så vi måtte opgive vores lønmodtagerjob. Nej – ikke helt. Faktisk gik det stille og roligt. Lige lovligt stille og roligt. Et ydmygt kælderrum på Anja og Jespers privatadresse var rigelig med plads. Og de bedste kunder de første måneder var os selv. Men efterhånden kom der mere gang i forretningen. Her sender vi en venlig tanke til foreningen Danske Ølentusiaster, (www.ale.dk) der med sit yderst sympatiske budskab om større variation og bredde i øludbudet og en sans for PR, der må gøre selv Carlsberg misundelig, nærmest har startet en folkebevægelse. Vi var nogle relativt få håndbryggere med på Ølentustiasternes første festival (bl.a. Martin Fredfeldt og Dan Temple, der startede www.haandbryg.dk), der nærmest måtte trække skeptiske gæster hen til standen og overtale dem til at smage på de unikke hjemmelavede specialiteter. Men på de efterfølgende festivaller blev håndbryggerstanden flittigt besøgt, og mange gæster vender tilbage år efter år.

Næste kapitel

Efterhånden tikkede der flere bestillinger ind, og mange nybegyndere kunne ikke forstå, hvorfor de i nogle tilfælde måtte vente i flere måneder, før de fik deres ting. Det var efterhånden svært at have alt på lager, når det kun var 14 – 16 kvadratmeter. Anja var også blevet ret træt af at vågne op til lugten af malt hver morgen (lagerrummet var nabo til soveværelset). Det med at malt lugter, havde vi andre svært ved at forstå – vi mener jo, det dufter. Men alright, det var nødvendigt med nye omgivelser. Så 1. januar 2004 tog vi springet og lejede nogle større lokaler. Et godt lagerrum på knap 400 kvadratmeter, der giver mulighed for at styre lageret meget bedre. Og hvad sker der så nu? Tjae – vi fortsætter jo, så længe vi synes, det er sjovt (og ikke giver underskud!). Vi har haft det ret sjovt indtil videre, og der er ikke noget, der tyder på, at det bliver anderledes. Forklaringen er ikke mindst, at håndbryggere gennemgående er glade og entusiastiske mennesker at have med at gøre. Men også stolte, ærekære og utålmodige efter at få sat det næste bryg over. Vi har det sjovt med det – fik vi nævnt det? Og det er nok det, der driver værket. Anja elsker at tale med jer, som ringer, Klaus får gåsehud, når han har lavet forbedringer på hjemmesiden, og Jesper retter stolt ryggen, når han har sat de friske humleforsyninger op på hylderne.